Gospelmusik, som vi kender den i dag, opstod som selvstændig genre i 1900-tallet i USA (sidst i 20’erne – først i 30’erne). I de sorte menigheder blev kristendommen i høj grad aktivt udlevet gennem musik, sang og dans. Det var specielt gospelmusikken, der var det bærende element i gudstjenesten.
Hvorfor er den så blevet så populær uden for kirkerne? Populariteten skyldes nok blandt andet energien, glæden og musikkens følelseselementer.
Gospelmiljøet skaber en åbenhed, hvor mennesker uanset religiøst tilhørsforhold kan mødes i et godt fællesskab.
Teksterne forkynder samme kristne tro som kirken, men udlægger den som en blanding af det emotionelle, som opleves af deltagerne, og en åbenhed for tilhængernes egne meninger.
Alle kan synge om Jesus uden at blive skræmt væk, men lade sig henrykke af glad musik, rytme og ny energi.